– Føler mig hjemme i Norden  

Dronning Margrethe elsker de nordiske sprog og Nordens historie. Her taler hun for første gang om nordisk identitet – både hendes helt egen og folkenes. Hun mener sagtens, at man kan slå nordiske rødder, uanset hvor man har slået rødder oprindeligt.

Tekst: Esben Ørberg Foto: Jakob Carlsen

Hvordan vil Deres Majestæt karakterisere os i Norden?

– Det typiske for os er, at vi er fem nationer med nært beslægtede sprog. Vi kan nå hinanden uden de store armbevægelser – og i mange tilfælde uden at skulle oversætte. Hvis vi gør os lidt umage, kan vi sagtens finde hinanden i vores sprog, og det er ganske enestående i verden, at fem helt selvstændige nationer har så tæt et sprogligt fællesskab. Nuvel, vi skriver forskelligt, og vi udtaler forskelligt, men fra en fælles stamme.

Ved siden af sproget, hvad er så det vigtigste fælles gods?

– Ved siden af den sproglige sammenbinding har vi jo en fælles historie, som ganske vist jævnligt har ført til indbyrdes strid, men også givet os et fornemt forhold nationerne imellem. Tænk på svenskekrigene i 15-, 16- og 1700-tallet. Da var vi jo ikke bedste venner, men stadig tæt på hinanden. Vi sagde grimme ting om hinanden, men vi kunne forstå hinanden – også dengang. Især med lidt god vilje, selvom den ikke altid var der!

– Jeg tror, at historien er det vigtigste af alt for fællesskabet, og jeg holder også selv meget af at opleve og studere historiens rødder, ikke kun i Danmark og Norden. Men selvom den fælles historie binder os sammen i Norden, tror jeg godt, at man kan mærke de nordiske rødder helt tæt på, uanset hvor man har slået rødder oprindeligt. Man kommer langt med interesse, viden og forståelse. Uanset om det handler om nordisk historie og identitet eller om noget helt tredje.  

Hvad med fælles menneskelige egenskaber. Har vi dem i Norden?    

– Vi har den samme opfattelse af betydningen af parlamentarisme, og vi har meget parallelle demokratiske forfatninger og traditioner. Vi er så tæt på hinanden, at vi forstår, hvad de andre gør eller mener.

Dronning Margrethe

Hvordan mener De, at dette fællesskab er blevet skabt?  

– Jeg tror, at det stammer fra 1000-tallet og lidt før, hvor man jo talte om “den danske tunge”, som udefra virkede som sproglige varianter over samme tema. Og selvom sprogene har udviklet sig lidt mere forskelligt i de senere århundreder, har især dansk og norsk udviklet sig sammen – bortset fra de norske dialekter. Ser man på en tekst af Ibsen, kan man faktisk kun se, at den er norsk ved enkelte begreber, som ikke ville se sådan ud på dansk. Men ordene, de ligner dansk på en prik.

– Det svenske ligger længere væk, også fordi historien har været mere skilt ad. Danmark og Sverige var jo rivaler og hævdede begge at have størst vægt i Norden. Og den ballade klingede først af i slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet. Men så opstår skandinavismen, begrebet i den romantiske tidsalder, hvor man virkelig føler, at man er nærmere på hinanden end på nogen andre nationaliteter under solen. Det holder stadig stik, fordi vi – på godt og ondt – har været meget forbundne gennem tiden.

Man siger, at de nordiske lande er verdensmestre i så meget – herunder i at have tillid til hinanden. Kan De genkende det?  

– Jo, jeg har også læst i aviserne, at det er undersøgt – og så skal det jo nok passe. Jeg har det i hvert fald sådan, at jeg føler mig mere hjemme i Norden og blandt nordiske folk, også islændinge og finner, end blandt nogle andre nationaliteter i verden – også franskmænd og englændere, som ellers står mig personligt nær. Det hænger nok sammen med, at min mor var svensk, og derfor har jeg lært at tale svensk som barn. Dog ikke af hende direkte, for hun havde været i Danmark i fem år, da jeg blev født, og talte næsten flydende dansk. Senere kom vi tre søstre fra skole og bragte dagens dansk hjem i huset, og man kan tydeligt høre udviklingen i min mors udtale frem mod helt flydende dansk, når man hører hende i datidens radioudsendelser.  

– Jeg selv lærte svensk som meget lille, fordi mine kusiner ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Og da jeg var meget snakkesalig, bad jeg min mor – har hun fortalt mig – om at lære mig at tale svensk. Når hun derefter kørte mig et sted hen, så skulle vi prata svenska. Hun læste også svenske børnebøger for mig – og når jeg derefter traf mine svenske kusiner og jævnaldrende svenske venner, så kunne jeg tale svensk. Senere lærte jeg voksensvensk – også det videnskabelige – da kong Gustav Adolf tog mig med på videnskabelige udgravninger i Italien.  

Hvad med den nordiske samling, som Margrete I stod i spidsen for med Kalmarunionen omkring 1400. Har den haft betydning for nutidens fællesskabsfølelse?

– Jeg tror, at den sproglige og geografiske nærhed er det, som virkelig binder os sammen. De mere politiske samlingsforsøg medførte jo en stribe af krige og ufredeligheder, hvor vi skældte hinanden hæder og ære fra.  

De har rejst meget. Hvordan opleves Norden, når man er ude?

– Hvis man møder skandinaver væk fra Skandinavien eller ser et skandinavisk firmanavn, er det ligegyldigt om det er et svensk, finsk, norsk eller dansk firmanavn. Man føler sig næsten hjemme. Sådan har jeg altid selv haft det. Når der stod Volvo, var jeg næsten hjemme. Jo længere væk jeg kom fra Norden, følte jeg, at Norden var ét fedt – på en god måde. Lige godt, altså forstået som lige fremragende.

Hvad med den moderne nordiske velfærdsstat. Her minder vi vel også om hinanden?

– Ja, men det er det, som har skabt velfærdsstaten, vi har til fælles. Det er ikke velfærdsstaten, som har skabt fællesskabet. Det er ikke velfærdsstaten, som har betydet, at vi anser vore landsmænd for at have lige værd. Og det samme gælder vores opfattelse af indbyggerne i de andre nordiske lande, som vi identitetsmæssigt er bundet tæt op på. Selvom vi også er meget forskellige og elsker at drille hinanden med forskellighederne. Særligt danskerne er meget gode til at drille de andre. Vi er så løsslupne. Vi er så morsomme! Danskerne er slemme til ikke at tage noget som helst højtideligt. Vi vil helst kunne sige, at går den, så går den, og går den ikke, så går den sgu nok alligevel. Sætningen stammer fra modstandskampen. Den norske variant stammer fra den norske modstandsmand Max Manus, som sagde, at “det vil helst gå godt”. Der er en forskel på, hvor tungt vi tager på store problemer. I Danmark tager vi dem ikke så tungt, måske fordi vores nordiske fætre har været ude i mere kritiske situationer, end vi har siden 1864.  

Vi har vel også andre ligheder såsom ligestilling, vægt på uddannelse til alle og regulering af arbejdsmarkederne. Ligheder som ikke kan føres mange hundrede år tilbage?  

– Det er jeg nu ikke så sikker på. Jeg tror, at grundlaget for disse ligheder er blevet til, langt før der var tale om velfærdsstater. Jeg tror, at det er vores historiske baggrund, som gør, at vi har fundet ret parallelle løsninger på samfundets indretning i vores tid – i de sidste tre generationer i hvert fald. Det er uendeligt vigtigt, at vi kender vores historie, og lige så vigtigt, at vi kender de andre nordiske landes historie. Historien er grunden til, at vi er ens – og forskellige. Vores skæbne har ikke været helt parallel, men på mange måder har den, fordi vi sidder deroppe i hjørnet af Europa og er ret langt fra det øvrige Europa. Selvom man kun skal gå et par meter nede i Sønderjylland for at komme til et andet land, så er det lige en smal grænse og den eneste af den slags. Ellers skal vi over til Finland, og de har godt nok grænse – og den glemmer de ikke!  

Er de nordiske værdier under pres?

– Jo, i den forstand, at det ene årti ikke ligner det andet. Om det er en truende udvikling eller en lovende udvikling, det vil jeg ikke sætte karakter på. Men vi har stadig den fordel, at vi ikke skal gøre os ret megen umage for at sætte os ind i, hvordan det går oppe i Norge, ovre i Sverige eller henne i Finland eller oppe på Island. Og så er det yderligere en fordel, at vi alle fem er ret små. Ingen af os har længere stormagtsdrømme. Dem har vi kvittet for længst.  

Hvad med vores forskellige internationale alliancer. De er jo netop ikke ens i Norden?

– Jeg husker udmærket, da Danmark trådte ind i EU, hvor nogle udefra sagde, at så var vi ikke længere så nordiske. Sikke noget vrøvl! Og det var lige så meget vrøvl, at der blev sagt, at fordi vi var nordiske, kunne vi ikke være i EU. Vi kan udmærket være begge dele. Men det nordiske ligger helt nede under alt det andet.  

– Danmark og Norge er med i NATO, men ikke Sverige og Finland. Vi er i EU med Sverige og Finland, men ikke med Norge. Men vi er jo ikke længere fra hinanden af den grund. Medlemskaberne af både EU og NATO harmonerer fint med det nordiske.  

Hvordan er Deres helt personlige identitet. Opfatter De Dem selv som et nordisk menneske?

– Ja, helt bestemt. Jeg kender nok Norge bedst af de nordiske lande, fordi jeg har meget nære venner i Norge og har været på ski i Norge i et par uger hvert år gennem 20 år, helt tilbage fra 1973. Jeg synes, at jeg kender Norge ganske godt, jeg har i hvert fald trasket gennem mange kilometer norsk sne på ski. Når man er sammen med delvis de samme venner ude i ødemarken i fire-fem døgn, år efter år, så kommer man meget tæt på hinanden. Man har set hinanden, når det kneb, og når det gik som strøget. Man har set hinanden stå og bikse i hytter med koldt vand og vand, der skulle koges først. Det har jeg desværre aldrig været ude for i Sverige, men jeg kender dog alligevel Sverige rimeligt godt – ikke mindst gennem min morfar, som jeg stod meget nær.  

Hvordan opfatter omverdenen Norden?

– Udefra ser man os ganske givet som en enhed. Tag bare den stilform – designet – som kom frem i 30’erne og måske endda lidt før. Det er noget, de lægger mærke til ude i verden. På designområdet især Danmark, Sverige og Finland og jeg tror ikke altid, at selv kendere kan pege på, hvilket land arkitekten kommer fra. Konceptet på nordisk design er vel, at det skal være både funktionelt, enkelt og tage sig godt ud. Og funktionaliteten må ikke være fladpandet! Vi har fundet frem til noget enestående nordisk, og det gælder også maden.

Er vi virkelig så gode og dygtige, som vi gør os til i Norden?

– Ja, det er vi da! Vi har også en tendens til at mene, at vi i Danmark er helvedes gode, og når vi så lægger de andre nordiske lande til, er vi jo endnu bedre. Men vi har også noget at have det i.

Selvtilstrækkelige?

– Jo, vi har vel en tendens til at være selvtilstrækkelige hver for sig og i allerhøjeste grad sammen. Men er det nødvendigvis et negativt træk?

Kan vores værdier bruges internationalt?

– Det mener vi i hvert fald selv. Dybest nede mener vi, at vi er bedst, og at andre kan lære voldsomt meget af os. Vi er i hvert fald de bedste til at være nordiske – altså os i de fem nordiske lande!

Har De ligefrem oplevet omverdenens misundelse over os i Norden?

– Jo, en vis misundelse, fordi vi føler, at vi står hinanden så nær i Norden. Det er helt afgørende, at vi i Norden føler, at de andre nordiske nok er forskellige, men ikke voldsomt forskellige. Og selvom det måske nok kan skabe lidt misundelse i vores omverden, må vi endelig ikke lade denne identitet gå tabt. Det allervigtigste er, at det føles naturligt, at man kommer hinanden ved. Det er vigtigere, end hvad der kunne stå i traktater og aftaler, selvom jeg bestemt ikke vil underkende de formelle nordiske samarbejdsorganer.  

– Svenskerne er lidt mere ude af en tangent end Danmark og Norge. Det anes dog, at svenskerne føler sig lidt mere fortræffelige end vi andre, selvom tendensen formentlig og forhåbentlig er aftagende. Det kan more ens sorte sjæl!  

Nordisk samarbejde. Hvordan oplever De det?

– Jeg aner, at det går bedre med det nordiske samarbejde end for 10–15 år siden. Mon jeg har ret? Jeg føler, at vi har en bedre fornemmelse for hinanden. Det er jo da også indlysende, at man kan nå noget mere, hvis man går sammen. Sammen kan vi drive det vidt.

Hvad med folkeskolen og sproget?

– Det er jo min kæphest. Desværre har man ikke ret meget svensk og norsk i dansk skole mere og heller ikke dansk i svenske og norske skoler. På min tid kom vi til eksamen i svenske tekster i 6. klasse, vi skulle kunne læse og oversætte og helst også udtale svensk. For mig var det faktisk svært, fordi jeg kunne jo høre, at min accent var temmelig meget tættere på det rigtige svenske end lærerens. Jeg havde jo ikke lært svensk, men bare fået det ind med modermælken. Fra min mor har jeg også et rimeligt sprogøre, så det var nemt for mig at lægge om. Når jeg skulle læse svensk højt, krummede jeg altid tæer, fordi jeg jo ikke kunne lade som om, jeg ikke kunne udtale svensk.  

De har talt om mennesker som brobyggere. Er De selv brobygger i Norden?  

– Vores fælles værdier bygger jo bro! Derfor oplever vi at høre hjemme i Norden – mere end i de andre europæiske lande. Især fordi det er forståeligt, hvad der bliver skrevet, men også sagt.  

– Mine egne slægtsforhold er en bro i sig selv. De nordiske kongefamilier hører sammen. Vi står hinanden rigtig nær. Det samme gælder for børnene. Kronprinsen er meget, meget gode venner med kronprinsesse Victoria og prins Daniel. Det samme gælder for hans forhold til kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit. De ses meget, både hos hinanden og ude i verden. De er tættere på hinanden end jeg var på mine fætre, fordi de tre tronarvinger er tættere rent aldersmæssigt. Den nuværende kong Harald var jo temmelig voksen, da jeg var 15 år og slet ikke voksen! Det samme med kong Carl Gustav, som er seks år yngre end mig. Og når man er barn, så er seks år mange år. Den gang var han jo bare en lille unge, men nu, hvor vi er rigtig voksne alle sammen, er vi kommet tættere på hinanden.  

I 2019 fylder Foreningen Norden 100 år. Har De en nordisk vision for de næste 100 år?

– Det er jo op til de kommende generationer at føre de nordiske traditioner videre. Jeg kan se, at det forekommer helt naturligt for min egen slægt, og jeg vil håbe, at det også gælder for andre. Mine egne børn kan jo heldigvis snakke med deres fætre og kusiner uden at skulle søge tilflugt i et femte sprog. De taler aldrig engelsk sammen. De taler deres egne sprog indbyrdes og ændrer kun meget lidt på ordene. Det er vanvittigt ærgerligt, når man tyr til uden-nordiske sprog for at kunne forstå hinanden. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på dette også i fremtiden.