Av Esben Ørberg, redaktør i Foreningen Norden Danmarks medlemsmagasin Nordiske

Ghita Nørby er vel Danmarks største nulevende skuespiller, men hun har også et vidtrækkende nordisk vingefang, som hun folder ud i dette interview i hendes bjælkehus i Holte. Vi taler også om alder og hvorfor Ghita Nørby bliver vred, når omgivelserne vil overtage hende, fordi hun har nået en vis alder.
Mennesker nedbrydes med tiden, men ikke alle i samme takt. Skuespilleren Ghita Nørby hører til i den kategori, hvor nedbrydningen nok lader sig ane, men i så mild grad, at man forbløffes, da hun åbner døren til sit hjem i Holte for Nordiskes udsendte.

Nørby fylder 90 år til januar, men ser 20 år yngre ud.
Når vi indleder denne samtale med Ghita Nørby med beskrivelse af hendes udseende, skyldes det, at udseendet betyder mere for en skuespiller end for nok nogen anden profession. Skuespilleren Ghita Nørby har formentlig danmarksrekord i filmpræstation. Gennem 70 år har hun medvirket i 100 film, heraf mange svenske og norske, talrige tv-serier og mange hundrede scene-optrædener.

Dertil har hun et livslangt forhold til Norden. Hun har ovenikøbet ’papir’ på forholdet i form af Foreningen Nordens sprogpris, som hun fik meddelelse om, da hun i 2012 gik på gaden i Odense. Hun husker øjeblikket nøje.

Stolt af Foreningen Nordens pris
– Hvor blev jeg stolt og derfor husker jeg nok også opringningen ganske tydeligt. Det er jo en værdifuld pris, fordi den priser vores nordiske sprog og kultur, som vi alle er bundet af og derfor også skal mindes om. Siden tildelingen er jeg hvert år blevet inviteret til at deltage i uddelingshøjtideligheden, og jeg har været med flere gange. Også ved den seneste uddeling til det sjove trekløver bag radioserien ’Norsken, svensken og dansken’, med danske Hassan Preisler.
– Sproget forener os, det bygger broer. Jeg kæmper for, at Norden skal holde sammen, at vi skal forstå hinanden. Hvis vi gør os lidt umage, hvis vi stresser lidt ned, så kommer forståelsen, jo. Vi skal ikke tale engelsk til hinanden. Nej, vi skal hellere anstrenge os lidt.

Juryen fremhævede Ghita Nørbys præstation i filmen »Hamsun« fra 1996, hvor hun og den svenske skuespiller Max von Sydow taler dansk og svensk, uden at det forstyrrer norske seeres forståelse af handlingen.
Ghita Nørby har ifølge juryen «givet det danske sprog en tydelig stemme, også for et norsk tv- og biografpublikum».
Desuden udtalte juryen, at Ghita Nørbys grænseløse nordiske karriere bør stå som et ideal for yngre generationer af nordiske skuespillere.
»Ved at holde sig aktiv og aktuel viser hun over for stadig flere kunstnerkolleger, at det at have skandinavisk som arbejdssprog slet ikke begrænser, men snarere åbner døre til ny scener og et bredere publikum«, hed det.

Tydelig på flere måder
Det kan nok være, at Foreningen Norden har værdsat, at Ghita Nørby har givet det danske sprog en tydelig stemme, forstået som let at høre og forstå, altså en klar og tydelig diktion.
Men tydeligheden kan også forstås som uden omsvøb, som det, der handler om sprogets indhold. Og her er Ghita Nørby ikke bare tydelig, men knivskarp, når hun beskriver og bedømmer vores omgang med hinanden og sproget.
– Jeg forstår ikke det daglige sprog længere. Hvis jeg taler med folk på gaden, hvad man jo ikke gør mere på grund af mobilen, så forstår jeg ikke, hvad der bliver sagt. Det hele forværres ved, at ingen længere ser hinanden i øjnene, når de taler. Jeg er ked af det sproglige forfald, som også sniger sig ind i radioens P1, hvor journalisternes stemmeklang er så utydelig, at jeg slukker. Og så må man jo heller ikke kritisere nogen i dag!
– Jamen, hvorfor er det så svært at indrømme, at man tager fejl. Det gør vi jo masser af gange hver dag. Hvorfor er det så svært at begribe, at man lærer af det, hvis man erkender sine fejl?
Hvis man ikke netop sidder overfor en lyslevende Ghita Nørby, kan ovenstående lyde som én lang klagesang fra en tvær gammel kvinde, som tiden er løbet fra. Dét er Nørby bevidst om.
– Jamen, jeg følger da med! Jeg kan ikke undvære min mobil. Hvis jeg ikke tager den, så tror folk, at jeg er død. Men jeg er heldigvis ikke født med mobilen i hånden. På mange måder er digitaliseringen vores undergang. Den gør os kolde og fjerne.

Tydelig artikulation fremmer forståelsen
Men her i den store frodige have, der, med en sø imellem, grænser op til en af landets største skove, hersker ingen dommedagsstemning. Ghita Nørby siger bare meget af det, som andre nøjes med at tænke. Men da hun i stort set hele sit liv har levet af at fortælle historier, så folk kan forstå dem, er hun også ivrig forkæmper for den tydelige artikulation – og for det nordiske sprogfællesskab.
– Det nordiske sprogfællesskab er meget mere end sprog. Det rækker dybt ind i os, som er så heldige at bo heroppe i toppen af jordkloden, hvor vi er så forkælede. Jeg elsker nordmænd og svenskere, som jeg har arbejdet sammen med det meste af mit liv, og jeg holder i det hele taget meget af de mange folkeslag i Norden. Min svigerdatter er fra Færøerne! Jeg kan godt lide, at vi er vokset ud af et fælles grundlag, som stadig giver os en nordisk fællesskabsfølelse. Især fordi vi kan forstå hinanden. Men samtidig er vi også meget forskellige. Det er den dobbelthed i nordisk bevidsthed, jeg holder af.
Nørbys sprogbevidsthed er kommet publikum i Norden til gode i talrige filmsammenhænge. Hun fremhæver særligt »Den gode vilje«, med manuskript af Ingmar Bergman og instrueret af Bille August i 1991. Her spiller hun Max von Sydows ægtefælle – og hun taler svensk, hvilket gjorde hende vellidt i Sverige.
– »Den gode vilje« betragter jeg, ved siden af Foreningen Nordens sprogpris, som mit væsentligste nordiske nedslag. Her oplevede jeg en stærk nordisk stil og tone, som blev skabt af både Ingmar og Bille.

Bergmans betydning
Ghita Nørbys samarbejde med Bergman går helt tilbage til begyndelsen af 1970’erne, hvor hun for alvor fik rystet den altid lattermilde og smilende karakter af sig. Det var på Det Kongelige Teater, at hun i rollen som Célimène i Molières »Misantropen« mærkede Bergmans evner som instruktør.
– Det var en stor chance for mig at medvirke, og Bergman gav mange skub til min selvopfattelse og gav mig troen på en ro, jeg ikke havde turdet stole på før. Bergman var et geni, som gjorde en enorm indsats, ikke bare for film på nordisk plan, men også internationalt.
I 1996 satte ovennævnte »Hamsun« spor i hele Norden som spillefilmen, der baserede sig på danske Thorkild Hansens bog med Max von Sydow og Ghita Nørby i hovedrollerne som Knut Hamsun og hans kone Marie – instrueret af Jan Troell.
– Flere af os kvinder i filmen har holdt sammen lige siden, og jeg ser stadig den efterhånden 93-årige Jan Troell, ligesom jeg også havde jævnlig kontakt med Sydow indtil hans død i 2020, siger Nørby.

Når tydeligheden forarger
Det er dog ikke kun for sin sceneoptræden, at Ghita Nørby er blevet endnu mere kendt i offentligheden i de senere år. Hun nævner selv shitstormene, det uvejr i offentligheden, som har hærget omkring hende som følge af hendes direkte og tydelige sprog i interview med journalister, hvor hun holdt fast i retten til at sige fra. Hun er også bevidst om, at hun har tæret på nære bekendtskaber, når hun taler uden omsvøb, og det er hun ked af.
– Jeg har spurgt en psykolog, om jeg er så modbydelig, som nogen har givet udtryk for. Han siger nej, men jeg er tydelig. Man ser, når jeg kommer ind ad en dør. Men folk slår sig særligt på mig, fordi jeg ikke passer ind i forestillingen om at gamle svækkes og skal behandles som sådan. Jeg er for frisk og for gammel på samme tid.
– Det kan sagtens være et nordisk velfærdstræk, at vi forventer, at omsorgsbehovet indfinder sig med alderen og at der skal sættes ind. Det er også den rigtige og sundeste model for de fleste. Men jeg opfører mig ikke som man skal, når man bliver gammel. Jeg ser godt ud og er ikke rynket. Det vækker had, foragt og misundelse.

Vil ikke overtages!
– Nej, det er et hårdt arbejde at blive gammel. Det er ubehageligt, at folk vender mig ryggen. Men jeg vil ikke overtages! Jeg vil naturligvis gerne hjælpes, men jeg vil ikke udsættes for umyndiggørende overtagelse. For jeg er her jo! Jeg ved, hvad jeg kan. Jeg støder panden mod en mur med jævne mellemrum. Men det er mig, der gør det. Det er også mig, der tydeligt siger, at jeg ikke vil overtages. Jeg siger fra. Det er der ikke så mange, der gør.
– Jeg spurgte også psykologen, om der er noget, jeg kan gøre ved det, så jeg ikke løber ind i sorger og skuffelser, når folk forventer, at alderen trykker og sindet mildnes. Svaret er nej. Han siger, at det er min natur, og at den nu engang virker stødende på nogen. Så må det jo være sådan, siger Ghita Nørby, og understreger, at hun har fantastiske venner, både nye, gamle og unge, og at hun mindst af alt vil ynkes.
– Jeg har haft held i mit liv. Jeg har fået meget forærende og jeg har aldrig stået i kø for at opnå, hvad jeg har været forundt. Jeg kører også bil, selvom jeg mærker, at folk snarere mener, at jeg hører hjemme i en kørestol, siger Ghita Nørby med et tørt smil.