Av: Esben Ørberg,  redaktør i Nordiske, Foreningen Norden Danmarks magasin

Hovedfoto: Morten Krüger, DR

‍

Syv nordiske journalister arbejdede lige så hemmeligt som de russiske efterretningstjenester, hvis nordiske aktiviteter de var i færd med at opspore. Men da de endelig kunne publicere resultaterne i Danmark, Norge, Sverige og Finland på nøjagtig samme tid, vakte oprulningen af russisk spionage i Norden da også international opmærksomhed i medierne og i politiske kredse.

Øverst i det danske ledelseshieraki sad chefredaktør Thomas Falbe, og han fortæller her om arbejdet med tre timelange tv-programmer og seks podcasts. Den første tv-dokumentar blev sendt i alle fire lande den 19. april præcis klokken 21.25. Men historien bag begynder næsten halvandet år tidligere.

Årelange ulovligheder

- Vi har i mange år haft en kompleks tilgang til efterretningstjenester, naturligvis især de danske. Selvom de i sagens natur skal leve i skyggen, kræver de også opmærksomhed og kontrol. Det så vi i 2020, da Tilsynet for Efterretningstjenesterne kom med en historisk melding om påståede årelange ulovligheder i Forsvarets Efterretningstjeneste, og da Rusland invaderede Ukraine måtte vi nødvendigvis se på efterretningstjenesterne med større briller, siger Thomas Falbe og afslører, at startskuddet til ’Skyggekrigen’ kom som lidt af en tilfældighed.

- Vi har en dygtig journalist, Niels Fastrup, som gennem årene har opbygget et netværk blandt nordiske graverjournalister. Han bad om at måtte undersøge, om der kunne graves noget frem om den russiske trussel mod de nordiske lande.

Cheferne gav fuld opbakning

- Der gik ikke lang tid, før vi kunne ane konturerne af russiske aktiviteter, som ikke tidligere havde været fremme, og derfor etablerede vi et mere formelt netværk, som fik fuld opbakning fra cheferne. Journalisterne kom ofte på vildspor, men vi begyndte dog at kunne se et billede, da vi opdagede en række tilsyneladende bevidste brud på kabler i den norske havbund.

Falbe fortæller, at DR, norske NRK, svenske SVT og finske YLE ret tidligt etablerede en stram styring af det, der nu var blevet til et regulært projekt og som tidligt modtog en særlig økonomisk bevilling fra Nordvision, som jo netop er sat i verden for at støtte fællesnordiske projekter.

- Vi sammensatte et hold af redaktører fra hver tv-station, som sikrede den retning, vi havde besluttet, at manuskripter blev klar til tiden og den slags. Desuden satte vi et hold af redaktionschefer til at styre økonomi og publicering. Vi følte os nærmest som en miniudgave af FN. Det helt særlige var, at vi satte en central filminstruktør til at træffe de afgørende beslutninger om stil og fortælling, som kunne sikre os et sammenhængende dokumentarisk værk. Det var en nyskabelse.

Nordiske journalisters forskellighed

Chefredaktøren oplevede undervejs, at nok tænker journalister i Norden ens på mange områder, men der er også forskelle. Han nævner en af dem.

- Vi drøftede længe, om det var etisk forsvarligt at offentliggøre navne og billeder af de 38 russiske spioner i Norden, som var ansat i en af de tre russiske spiontjenester, og som vi med sikkerhed kunne identificere. Nogle af os var mere forsigtige, andre mere offensive. Vi endte som bekendt med at offentliggøre dem, siger Falbe, som fortæller, at der efterhånden viste sig tre hovedspor i hvert af de lande, som bidrog mest til projektet, Norge, Sverige og Danmark.

- I Norge havde vi jo en tilknyttet medarbejder, som både var ingeniør og i stand til at hente data, som ingen andre kunne få fat i. Han kunne dokumentere, hvordan russiske trawlere reelt var spionskibe. Vores svenske kolleger fik adgang til kilder, som kunne udpege de russiske spioner i Sverige, og i Danmark havde vi adgang til en britisk kilde, som kunne afsløre russiske ’spøgelsesskibe’, som havde slukket for deres positionsmarkeringer for i fred og ro at kunne kortlægge kritisk infrastruktur på havbunden.

Meget af samarbejdet mellem journalisterne skulle opfindes fra grunden. Det gjaldt blandt andet hemmeligholdelsen.

- Vi er jo vant til bare at sende dokumenter og filmoptagelser til hinanden, men det var naturligvis udelukket i en proces, hvor vi dels skulle udkomme samtidigt og dels måtte undgå, at uvedkommende kom på sporet af vores arbejde. Derfor opfandt vi en særlig platform, som kunne håndtere krypterede dokumenter, og vi transporterede harddiske i håndbagagen fra den ene hovedstad til den anden, hvorefter vi uploadede i et lukket rum uden adgang til internet og mulighed for sporing.

‍

Stor global gennemslagskraft

Nordiskes samtale med Thomas Falbe finder sted midt i maj, hvor han har haft tid til at reflektere over omverdenens modtagelse af det store nordiske samarbejdsprojekt.

- Vores mål med udsendelserne var at få skabt en fælles offentlig samtale om den fælles trussel. Og den samtale har vi bestemt sat i gang, siger han og deler reaktionerne op i to grupper.

- Fra andre medier har vi mødt stor interesse. Især fra stort set alle europæiske lande, men også de fleste kontinenter. Alene i det europæiske tv-samarbejde EBU har vi set, at 50 tv-stationer har bragt hele eller dele af vores udsendelser. Desuden har mange af de store europæiske aviser ønsket at samarbejde med os eller bringe vores historier. I Danmark har interessen fra andre medier og offentligheden været overvældende.

- Men også myndighederne har udvist stor interesse og anerkendelse for vores arbejde. Vi har haft fortrolige dialoger med Udenrigsministeriet og andre myndigheder, som både har anerkendt kvaliteten og dybden af arbejdet og udtrykt respekt for evnen til at skabe en offentlig debat og samtale.

For Thomas Falbe har det nordiske samarbejde været selve forudsætningen for at gennemføre arbejdet med ’Skyggekrigen’.

- Det har kun været muligt, fordi vi samlede ressourcerne, både de menneskelige og de produktionsmæssige. Alene af økonomiske grunde ville det have været umuligt for en af os at producere programmerne. Ved at arbejde så tæt sammen om produktionerne har vi opnået at to plus to er blevet til fem eller seks, siger chefredaktøren.

‍

‍

‍